Sæsonvaccination 2025 mod covid-19 og influenza
Målgrupper
Sundhedsstyrelsen anbefaler i år vaccination mod covid-19 og influenza til:
- Personer på 65 år og derover
- Personer under 65 år med kronisk sygdom, herunder:
- Personer med kroniske lungesygdomme
- Personer med hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret, velreguleret forhøjet blodtryk)
- Personer med diabetes 1 eller 2 (sukkersyge)
- Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt, fx personer med immunglobulindefekter, organ- eller stamcelletransplantation, kræft i behandling med kemoterapi eller personer i anden immundæmpende behandling
- Personer med påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
- Personer med kronisk lever- eller nyresygdom
- Personer, herunder børn fra 6 mdr., med andre kroniske sygdomme eller tilstande, der ifølge lægens vurdering medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko, fx personer med alvorlig reumatologisk sygdom, alvorlig neurologisk sygdom, korttarmssyndrom, personer med svær psykisk lidelse, Downs syndrom eller svært misbrug
- Personer med svær overvægt (BMI>35)
- Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt eller personer i samme husstand som børn i øget risiko for alvorlig influenza eller covid-19
Borgere i målgruppen for begge vacciner kan få disse samtidig.
Førtidspensionister tilbydes gratis vaccination mod influenza.
Særligt vedr. gravide
I år tilbydes vaccination mod covid-19 ikke til raske gravide.
Influenzavaccination anbefales fortsat til gravide i 2. og 3. trimester og i 1. trimester, hvis den gravide har øvrige risikofaktorer for et alvorligt sygdomsforløb med influenza.
Vaccinationsperioden
I år starter vaccinationssæsonen den 1. oktober 2025 og slutter den 20. december 2025.
Invitation til vaccination
Fra midt september 2025 sendes der invitation til vaccination ud via e-boks eller ved almindelig post (hvis borgeren er fritaget for digital post) til alle borgere på 65 år eller ældre.
Invitationerne sendes ud løbende, efter følgende plan:
- 85 år+: den 9. september
- 75-84 år: den 16. – 17. september
- 65-74 år: den 23. – 25. september
- Påmindelsesbreve udsendes den 3. november.
Alle andre målgrupper (fx kroniske syge under 65 år) vil ikke modtage en invitation til vaccination. Disse borgere kan – via en tro og love erklæring – selv bestille tid til vaccination via www.vacciner.dk eller via bookingsupport på tlf.: 7023 2415 (for borgere uden MitID).
Tidsbestilling via vacciner.dk for borgere uden invitation åbner den 29. september.
Booking af tid til vaccination
For borgere med MitID henvises til www.vacciner.dk
For borgere uden MitID henvises til at kontakte bookingsupport på telefonnr.: 7023 2415. Telefonen er åben fra den 10. september alle hverdage fra kl. 08.30 – 15.30.